Richi

Hej, jeg hedder Richi Wagner, og jeg er din guide på vores ekspedition sammen. På de fleste af vores ture sidder du selv bag rattet i en firhjulstrækker, og du har stor indflydelse på, hvilken rute vi kører.

Som din erfarne guide udstikker jeg kursen, men som deltager har du selv mulighed for at præge forløbet, hvis der er særlige oplevelser, du gerne vil have med hjem i bagagen.

Vi har et mål, men vejen dertil bestemmer vi selv. Sådan foretrækker jeg selv at krydse gennem den afrikanske bush.

Mit motto er: This is not a holiday… it’s an adventure. Vil du med?

Min kærlighed til Sydafrika

Jeg har boet og arbejdet i Sydafrika fra 1984-1995 og er siden vendt tilbage til det Afrika, jeg elsker, et par gange om året siden. I 2010 tog jeg en uddannelse som field guide – eller ranger – for at være bedst muligt klædt på til at dele min kærlighed til bushen med dig.

Jeg har stor erfaring i at færdes i bushen og i 2001 kørte jeg i en Landrover fra Cape Town hele vejen til København. Det skærpede endnu mere min sans for at færdes i den storslåede natur, der er fuld af overraskelser og udfordringer.

Både i mødet med de vilde dyr og de uforudsigelige vejrfænomener.

En oplevelse for livet

På vores ekspedition vil du opleve en helt unik samhørighed med naturen, når en flok elefanter eller bøfler stopper os for en stund, fordi de har førsteret til at krydse ”vejen” vi kører på.

Du vil også komme til at falde i søvn i teltet til lyden af løvernes brølen i det fjerne efter en lang begivenhedsrig dag i bushen. Det er noget, alle fortjener at opleve mindst én gang i livet.

Følelsen af frihed og det, at du kan meget mere, end du troede, når en udfordring er løst, kan ikke beskrives med ord, men skal opleves på egen krop. Den intense følelse af at være til stede i øjeblikket, når livet i bushen folder sig ud.

Hanne Lunah Lund siger sådan om vores tur i 2019:
Roadtrip gennem Botswana med Richis Afrika er en helt unik oplevelse. Masser af dyr, smukke solop- og nedgange, spændende camp sites og ikke mindst Richis store viden om Afrika.

Jeg glæder mig til at følges med dig på en af vores ekspeditioner.

Bedste hilsner
Richi Wagner